Et tillæg til april-nyhedsbrevet
Shamanisme – en naturspirituel vej til Kraft og forbundethed:
”At søge Kraft og hjælp hos ånderne”… det kan lyde luftigt og svært at forholde sig til, men giv det en chance og læs videre 😉 Jeg har tidligere delt på hjemmesiden, hvordan jeg forstår og arbejder med det shamanistiske, og hvordan jeg oplevede min første trommerejse. Det kan du finde links til HER
Noget af det stærkeste for mig i dette arbejde er, at det er noget, man hver især arbejder sig ind i, forbinder sig til og udvikler sig med. Ikke noget, man behøver tro på, og ikke underlagt dogmer, ”rigtigt og forkert”, og hvad diverse former for spiritualitet og religion ellers ofte repræsenterer. Vi har hver vores opvækst og forståelsesramme, så naturligt vil ånderne/Kraften tale til os på forskellige måder, for at vi hver især kan opfatte og forstå, hvad vi bliver vist/fortalt/guidet til. Det vigtige er indholdet, ikke formen. Det vigtige er det åbne hjerte, den rene ærlige intention, sjælens ægte ønske om kontakt…

Mit individuelle arbejde med ånderne og ikke mindst shamanistisk vejledning og healingsarbejde, der blev gjort for mig og min familie, har holdt mig, når angsten under min mands kræftsygdom har været stærkest og kræfterne små. Det var også gennem spirituelt arbejde før og efter min mors død, at jeg blev klar til ved Kyndelmisse i år at træde ind i Livshjulet på ny. En smuk og kraftfuld ceremoni og begyndelsen på min nye vej med at aflære gamle (engang nødvendige og nu uhensigtsmæssige) strategier og tillære nye og bedre balancerede måder at være i verden på. Som en kursist for nylig sagde ”det er ikke godt, at du presser dig selv så hårdt” – og nej, præcis, godt set og godt sagt… og i mit tilfælde samtidigt en stor opgave at aflære og ændre 😉
Shamanismen er baseret på animisme, den oprindeligt verdensomspændende grundforståelse, at alt liv er besjælet. En dybt-i-sjælen-boende grundviden, som vi stadig kan kontakte og finde tilbage til for at forbinde os. Till Liv-død-Liv-kredsløbet, til Moder Jord, til Universets kærlighed, til sjælens grundlæggende Forbundethed med Den Store Ånd/skaberkraften, som mere hårde tunger vil kalde barnlig naivisme, drømmeri eller andet knap så anerkendende. Men der sker det, at forbundetheden bliver stærkere og dybere for hver gang, den opleves. Og så er det som nævnt ikke længere noget, jeg skal tro på, men noget, jeg ved. Af erfaring og vedholdende hårdt åndeligt arbejde!
Fx sad jeg ude ved vintersolhverv, knap 17 timer fra solnedgang til solopgang, og der, i mørket, mødte jeg Angst. Ikke som at jeg var bange for noget. Men jeg mødte Angst som Væsen… jeg lærte om Angst som et levende Væsen med egne behov og logikker, og det gjorde en kæmpe forskel for mig. Efterfølgende kunne jeg holde en lille ceremoni, hvor jeg takkede Angst for al dens hjælp (for Angst er jo faktisk en beskyttelsesmekanisme) og bad den rejse videre… hvorefter jeg kunne invitere Tillid som Væsen ind i mit liv… Lidt syret at læse for dig, der er ukendt med sådan et arbejde, tænker jeg 😉 men jeg deler det, fordi det er meget stærk magi; Livskunst, som virkelig kan gøre en forskel!!!
Det er den animistiske forståelse, der ligger bag sådan en oplevelse, og så det magiske skift af bevidsthed, som opstår ved sådan en udesidning i vinternatten eller trommerejse eller i nogen grad fx ved en magisk vandring.
Det er kommunikation med Ånden gennem ånderne, kraftdyrene, Anerne og naturvæsnerne med udgangspunkt i et grundigt forarbejde og en klart formuleret intention/ hensigt med arbejdet. Det er uforudsigelige processer, der sker det, som sker (eller der sker ikke meget, måske… jeg sad engang 11 timer ude i efterårsnatten, og der ”skete” ikke noget… før lige inden solopgang, da en fugl landede på mig, og det gav mig et klart svar på den intention, jeg sad der for). Og, igen, andre kan ikke tolke det for dig – shamanistisk arbejde følger gamle kendte rammer, forståelser og redskaber, men det er dig, din proces, dit arbejde, som bliver din vej og forbinder dig til Kraften på din måde. Og dét er jeg ret vild med!!
I NaturSund tilbyder jeg shamanistisk vejledning, hvor jeg rejser (trommerejse) til ånderne og søger vejledning på dine vegne. Jeg tilbyder også at lære dig at rejse på trommerejse selv (jeg holder rammen, du guides til at rejse selv). Og/eller jeg kan rejse for dig for at bede om et Kraftdyr til dig, så du nemmere selv kan arbejde videre med kontakten.
I maj rejser jeg igen på kursus i Sverige, denne gang på en shamanistisk retreat for at styrke min forbundethed med Kraften i Naturen. Dét glæder jeg mig til, for den kan altid blive dybere - og min kontakt til Den Store Ånd i Naturen er det helt fundamentale grundlag for hele mit shamanistiske arbejde individuelt og med klienter OG for min evne til fortsat at stå i klinikken og tilbyde vejledning, træning og behandling til dem, der "kigger forbi".
Grundet min egen situation, afholder jeg ikke Årsforløb eller andre lange forløb i år. Vi havde en rigtig dejlig Kreds ved Forårsjævndøgn, og nu lægger jeg forskellige aktiviteter i kalenderen hen over foråret og sommeren, så må vi se, hvad der ender med at kunne lade sig gøre. Du kan se oversigten sidst i nyhedsbrevet.
![]() |
![]() |
![]() |




