Blog, nyt og video

fredag 18. juni 2021

En pris til dig!

Er du, eller har du været ramt af alvorlig sygdom, psykisk eller fysisk? Er du ramt af smerter, depression, alvorligt handicap, stress, kræft, økonomisk krise, ADHD, spasticitet, sclerose, PTSD eller nogle af alle de andre invaliderende, måske kroniske eller fremadskridende lidelser og tilstande, vi kender? Eller er du nær pårørende til en, som er ramt? SÅ SKAL DU HA EN PRIS!!! Eller i det mindste bør du nomineres til en!



Skulle vi ikke lave en årlig nominering og prisuddeling (med samme bevågenhed som Oscars og hvad vi ellers har) med fokus på alle de utrolige toppræstationer, som hver dag foregår ”i det skjulte”, uden mediebevågenhed: Ude i hjemmene, når ”gamle fru Jensen” endelig vinder selvstændigheden tilbage, fordi hun endelig lykkes med selv at tage støttestrømper på med en møgbesværlig strømpepåtager. Eller når den PTSD-ramte veteran lykkes med at gå alene ude i gadebilledet takket være sine indøvede strategier og sin servicehund. Eller når den hårløse kræftramte kvinde med værdighed og styrke sidder på caféen og indgyder respekt og inspirerer til mod hos os alle, trods smerter, udmattelse og dyb angst. Eller når den handicappede mobiliserer kræfter til at komme ind på arbejdsmarkedet. Eller, eller, eller… Der er så mange af jer, af os, gemt i de små hjem, på hospitalsstuer, i særlige botilbud, på sammenklappede papkasser på gaden, i træningsfaciliteter. Små kampe, store kampe, umulige kampe, langvarige kampe, tabte kampe og kampe vundet med stor livsforandrende sejrskraft. 

Det er fint at prise sportsstjerner, skuespillere og andre højt profilerede, de har jo også gjort det godt. Men i mit perspektiv kommer det aldrig til at måle sig med de fantastiske kraftpræstationer, det mod og den vedholdenhed, jeg gennem årene har mødt i mit arbejde i psykiatrien, i ældresektoren, i klinikken og med genoptræningspatienter. De mennesker, jeg har mødt, fortjener for alvor en anerkendelse for deres præstationer, - de skulle på tv og ha en pris!

Og er du selv eller din nærmeste ramt ligesom de var, tildeler jeg hermed dig og dine din helt personlige hæderspris: En pris for at holde ud. En pris for at holde dig selv og andre oppe trods modgang. En pris for at komme igen, igen og igen trods skuffelser, modgang og tab. En pris for overhovedet at stå op om morgenen, for at sende dit barn et smil gennem smerterne. En pris for at lave dine daglige øvelser hver eneste dag uanset, hvor opslidende det føles. For at bevare værdigheden, når dine problemer får andre uforstående til at se skævt til dig. For at finde vej gennem modgang, udvikle strategier og en dag forhåbentlig opleve, at du nåede endnu et delmål eller mål; kunne gå 20 m uden støtte, kunne klare en uge med bedre strategier og mindre medicin, kunne tage tøj på uden støtte, kunne hente dit barn i børnehaven eller måske klare at købe ind, kunne spænde livremmen ind til næste hul… eller hvad det nu er, du kæmper for…

Når jeg hører om en top-politiker eller meningsdanner, som er blevet stress-ramt eller af andre grunde må sygemelde sig, bliver jeg faktisk en lille smule glad… ikke, naturligvis, fordi de har det svært, men fordi jeg finder det helt helt afgørende, at mennesker, som har magt til at ændre på lovgivning og på den offentlige meningsdannelse, får mærket modgangen på egen krop. Tydeligt, faktisk. Bliver mindet om, hvordan det er at være rystet, svækket, smerteramt, hjælpeløs, modløs, ikke kunne finde vej… Får adgang til at forstå på et dybere plan end den mere intellektuelle sympati, man ellers kan føle. Med citat fra Søren Kirkegaard: ”For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.”

Jeg er overbevist om, at dette også gælder for ledere og politikere, - at det er hjælpsomt for deres evne til at lede i ”menigmands” tjeneste, at de selv har følt og forstået, når livet gør ondt. For vi lever i et fantastisk samfund men også i en verden, hvor det nok til evig tid vil være de mest ressourcestærke, som sætter dagsordenen, for det er dem, der kan holde til presset på lederposterne og i mediernes søgelys. Og det er

kun naturligt, at det i den verden kan blive svært at bevare indfølingen, respekten og forståelsen for, at nogle mennesker simpelthen kæmper den vildeste kamp hver eneste dag, selvom det set udefra ikke ser ud af meget, det som præsteres.

Så, jeg priser dig, og jeg håber, du priser både dig selv, dine nærmeste og alle andre, du kommer i kontakt med, som også kæmper en daglig kamp mod synlig eller usynlig modstand. Må solen skinne på din og jeres vej!