Blog, nyt og video

mandag 7. november 2022

Årshjulet, cirkler og forankring i kredsløbene

Som du måske har bemærket, ligger mange af NaturSunds arrangementer i tilknytning til de 8 akser i Årshjulet: Vintersolhverv, Kyndelmisse, Forårsjævndøgn, Valborgsaften, Sommersolhverv, Før-høst, Efterårsjævndøgn og Alle helgen. Det skyldes, at disse datoer er rigtig gode at navigere efter for at styrke forbindelsen til de naturlige rytmer i og omkring os, til vores nordiske spirituelle traditioner og til vores indre balancering mellem yin og yang-energierne.

Solhjulet, som vi kender det fra gamle helleristninger, menes at symbolisere solen selv, som blev trukket over himlen i en solvogn. Solen er altafgørende for naturfolkets levemuligheder, og korset i solhjulet bruges også til at symbolisere de 4 årstider og naturens kredsløb. For ”moderne mennesker” med adgang til strøm, kølediske osv. er dette blevet meget fjernt, vi har stort set givet slip på at orientere os i forhold til naturen og dens rytmer – men de har stadig indflydelse på vores trivsel, nogen mærker dette mere end andre… Mange mennesker har i dag en tendens til at være rigtig meget ”i hovedet”/ i det mentale og kan have svært ved at være i ro med sig selv, være til stede i nu’et, være ”mindful”. Det kan medføre søvnproblemer, stress-reaktioner, angst, dårlig fordøjelse og andre ubalancer, og at genfinde kontakten til naturen kan være en stor hjælp til at modvirke dette. Solen (og savnet af solen), årstiderne, lyset, yin og yang-balancen i energierne omkring os – når vi begynder at forbinde os til kredsløbene og rytmerne, som de har skiftet i millioner af år, kan vi begynde at forstå os selv med andre briller og finde nye redskaber til at opnå indre accept og ro.

”Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvad er meningen med mit liv, hvilken retning skal jeg gå videre, hvordan skal jeg løse mine uoverskuelige problemer???” Ligegyldigt hvilke små eller store spørgsmål, man tumler med, er det bedste udgangspunkt for at finde en løsning, at man (gen)finder sit eget ståsted, sin jordforbindelse, sit dybe åndedræt og sin retningssans – alt dette vil hjælpe til at skelne og få perspektiv på tingene. Og alt dette kan findes i naturen og med Årshjulets hjælp: Ved fordybelse i kredsløbene opstår en indre accept af livets vilkår, at livet leves cyklisk og ikke lineært – at det er ok at noget må dø/ blive opgivet, for at andet kan få plads – at det er ok at lykkes og at mislykkes… osv… det hjælper på jordforbindelsen at kende retningerne og solens og månens kredsløb, og det hjælper på fx stressen at lære at trække vejret sammen med efterårsenergiens beroligende nedadgående yin-bevægelse i stedet for at kæmpe imod og insistere på at skulle være udadvendt og aktiv, hvor energien ikke er til det. Gennem årene vil du opleve, at forbindelsen til årshjulets rytmer bliver stærkere, hvis du fordyber dig i dem.


NaturSunds årsforløb (se HER) kan du få mulighed for at arbejde med energierne sammen med ligesindede, og du kan læse mere uddybende om forløbets fokus på Årshjulets forskellige højtider HER 

Du kan også deltage ved enkelte arrangementer, der er som ofteste et større eller mindre arrangement på eller omkring datoen for alle 8 årshjuls-højtider. Se kursusoversigten HER



NaturSund har en stenkreds omkring bålpladsen, en cirkel af sten lagt mod de 4 verdenshjørner og med 4 sten imellem dem, så kredsen symboliserer de 8 akser i årshjulet. Det er et godt sted at lave ritual og et godt sted bare at sidde og mærke sin plads i verdensrummet. Trække vejret og få perspektiv på tingene. Cirklen i sig selv (cirklen som symbol og som fysisk kreds) har en særlig energi og betydning, som rækker langt langt tilbage i tiden og genfindes over hele kloden. At skifte fokus fra det lineære til at vægte kredsløbene og forståelsen af yin og yangs evige skiften tilbyder os helt nye måder at tænke og leve på – selvom de absolut ikke er nye!

Det cirkulære som princip findes i alle universets kredsløb, i liv-død-liv rytmerne, i nat og dag, i vores åndedræt og mange mange andre steder. Cirklen/ kredsen kendes fra naturnære folks måde at leve på, sidde på tinge på, fejre på og begrave på. I en cirkel findes hverken start eller slut, alle i kredsen er lige og har lige stor betydning for helheden. Vi kender runddansen, og hvor kraftfuld og livsglad energien kan blive der. Skal vi løse en problematik, er det også værdifuldt at sætte problemet i midten, hvor det kan belyses fra alle sider, og lytter vi respektfuldt til hinanden, får vi et helt nyt og samlet billede/perspektiv – en helhed, som ingen kan opnå alene… Eller sagt på en anden måde, delingen af vores store fælles indsigt giver en større kraft og dybde, og samtidigt har alle et fælles ejerskab til det, som kommer ud af processen. De moderne parlamenter (ingen nævnt, ingen glemt) kunne lære meget af at genopdage denne gamle evne til at lytte til alles perspektiver frem for kun at fremture med sine egne. Mange arbejdspladser ville opleve stærkt forøget arbejdsglæde på denne måde – og mange mennesker vil opleve bedre fordøjelse, søvn og livskvalitet som naturlig forlængelse af at acceptere og følge liv-død-liv-naturens princip i hverdagen og i forhold til større beslutninger i livet…



Tilbage til årshjulet og stenkredsen om bålpladsen.

Årshjulet tager afsæt i konkrete forandringer i naturen og ligner på den måde den gamle 5-fase-teori fra traditionel kinesisk medicin. I foråret (Forårsjævndøgn) begynder den spirende yang at kunne mærkes, solen kommer på himlen i over 12 timer i døgnet, safterne stiger og frøene modnes til spiring. Yang styrkes kraftigt forbi Valborgsaften, hvor frugtbarhed og forplantning er i centrum, og er på fuld styrke ved Sommersolhverv (se evt. mere HER). Her bliver det aldrig rigtig mørkt, vi er længe ude og sent oppe, fællesskab, festivaler, ferier og andre aktiviteter fylder dagen, og fuglene når dårligt at gå til ro, før de synger for fuld blus igen kl. 4 om morgenen.

Derefter begynder yin-energien igen at spire, ved Før-høst tidligt i august tuner vi ind på at takke for afgrøderne, og ved efterårsjævndøgnet er høsten i hus, bederne syltede og sommerens projekter afsluttede og pakkede ned igen. Frem mod Alle helgens aften er yin i kraftig vækst med det tiltagende mørke, og fugt og kulde holder os mere inde, mere i ro og med mere fokus på eftertænksomhed og fordybelse; hvad gik godt i årets løb, hvad skal vi slippe og lade tilbage, og hvad vil vi tage med os ind i næste års kredsløb… hvilke ”frø” vil vi gennem og kultivere på i vintertiden som forberedelse til forårets komme.

Ved selve Alle helgen (se evt. mere HER) hylder vi de døde og forholder os mere aktivt til døden, som jo hører vinteren til; her går de svageste individer i naturen til, og selve vinterperioden med fuld yin ved Vintersolhverv handler om at spare på kræfterne, hvile, vente og acceptere livets barske vilkår. Ved Kyndelmisse i start februar er ”livstråden tyndest”, forrådene næsten tomme… samtidigt er håbet stort, når vi bare kender kredsløbene, for så ved vi, at yin mister gradvist grebet, og den spirende yang tager magten igen med livsglæde og ny kraft lige om lidt!

Stenkredsen kan være en daglig konkret hjælp til at huske verdenshjørnerne og Årshjulet – men mindre kan gøre det. Du kan lave dit eget lille kraftsted på natbordet eller et enkelt ritual som at tænde et lys hver morgen og minde dig selv om, hvor vi er i de store kredsløb lige nu. Eller gå ud i naturen, syng en sang, gør det, som virker for dig… det vigtige er at forsøge at trække vejret, fylde lungerne med det, som er, og give slip på modstanden, spændingerne, præstationspresset, angsten og alt det andet, som kan komme af at have mistet sin forankring – så er du allerede godt på vej!