Blog, nyt og video

fredag 16. juni 2023

Trommerejse

Mine første trommerejser foregik på gulvet i stuen hos en erfaren shamanistiskt trænet kvinde, som af hensyn til naboerne lod trommen hænge på væggen og i stedet gav mig høretelefoner med trommerytmen i på ørerne… Det magiske arbejde var helt nyt for mig, og det føltes lidt mærkeligt at ligge der med tørklæde over øjnene og hørebøffer på ørerne. Trommerytmen startede, og langsomt lod jeg tvivlen fare og overgav mig til at følge de instrukser, jeg havde fået…. Jeg skulle sige min rejse højt, og min hjælper tog noter under vejs – en måde til at hjælpe mig med at huske, hvad der skete, og en hjælp til hende til bagefter at kunne guide mig til forståelse af, hvad jeg havde oplevet.

At lade sig påvirke af trommens rytmer og vibrationer til at komme i en særlig sindsstemning og kunne komme i kontakt med åndeverdenen er kendt fra mange oprindelige folk rundt om i verden. Det har typisk været shamanen/medicinmanden, som gennem overlevering og mange års træning har lært sig kunsten at skifte bevidsthed for at kunne søge vejledning, kraft og hjælp hos ånderne. Når vi i dag som ”almindelige moderne mennesker” arbejder med de samme teknikker, er vores evner og kunnen slet ikke på samme niveau – men det er i forbavsende grad muligt at søge indsigt, støtte, vejledning og kraft fra åndeverdenen alligevel!

På min første rejse blev jeg guidet til at rejse til Underverdenen for at bede om at møde mit kraftdyr. (Den tradition, som denne kvinde og senere jeg selv er trænet i, følger bestemte rutiner og anvisninger for at gøre arbejdet sikkert og virkningsfuldt. Og en af disse guidelines er at starte med at rejse ned til Underverdenen, hvilket hjælper til at jordforbinde det åndelige arbejde – dér er målet at møde et kraftdyr/en åndefælle, som så kan hjælpe dig på fremtidige rejser.). Med trommens rytmer pulserende i mine ører kravlede jeg ned gennem den adgangsvej, jeg havde valgt på forhånd (et fysisk eksisterende hul i jorden et trygt sted) og trådte ud i Underverdenen, som den vises for mig. Og jo, tvivlen var med på rejsen; ”er det her virkeligt, eller er det mon ikke bare min fantasi, der tager mig med på et lille trip??”. Men fast besluttet på at lade tvivlen komme oplevelsen til gode, blev jeg ved med at kalde på, om nogen måske ville vise sig for mig som mit kraftdyr… Og, - ”nogen” kom… eller rettere sagt, jeg kunne se et øje og fornemme et væsen, men mere fik jeg ikke at se på denne første rejse. Hvem det er, holder jeg for mig selv, for magisk arbejde taber nemt magien, hvis den deles i detaljer til højre og venstre og dissekeres af tvivlere eller analyseres med logisk-rationelle briller frem for at blive følt og undersøgt ud fra den intention og ramme, som oplevelsen er opstået i!... Dette væsen, dette øje, føltes som en velkomst og som en lovning på, at hvis min intention var ægte og jeg ville prioritere tiden og indsatsen, ville der fremover være mulighed for, at vi kunne lære hinanden at kende. Ro på, små skridt, ingen store visioner her, som bare vil vælte dig om kuld – du får den hjælp og indsigt, som du er er i stand til at kapere! Jeg fik set en lille del af Underverdenen, og så ændredes trommerytmen som tegn til, at jeg skulle sige tak og gå tilbage gennem mit adgangshul og lande i den fysiske verden igen… Min hjælper og jeg satte os sammen og talte om min rejse, hvordan jeg kunne forstå den, og hvordan jeg kunne sikre mig, at den ikke bare blev glemt men blev integreret i mig før næste skridt/rejse…

Det er nu 9 år siden, og jeg har fået utrolig megen hjælp og støtte fra mit kraftdyr siden – og mange andre åndefæller er kommet til, som repræsenterer forskellige kræfter, indsigter og muligheder for mig. Muligheder for i den fysisk levede verden (for det er jo her, at arbejdet skal omsættes) at blive en meget bedre version af mig selv – til gavn for både mig, mine nærmeste og de klienter og kursister, jeg møder på min vej.

Men hvad er det for noget i det hele taget – hvad er en ”ændret bevidsthedsstilstand”, hvad vil det sige at ”rejse” på trommen?... Lidt svært at sætte ord på, faktisk – det er som at have et ben i hver verden, den ”fysiske bevidsthed” om hvem og hvor jeg er er aldrig væk men glider i baggrunden i forhold til den ”magiske bevidsthed”, hvor jeg følger de syn, følelser, lyde og oplevelser, som jeg oplever under påvirkning af trommens vibrationer. Og det virker, det kan godt lade sig gøre at komme i den ”ændrede bevidsthedstilstand” og rejse på trommen, selvom det er en lydoptagelse…. Men jeg vil samtidigt sige, at for mig i hvert fald, giver det en ekstra stærk hjælp at høre og mærke vibrationerne fra en eller flere fysiske trommer i rummet. I nogle traditioner bruges også forskellige euforiserende stoffer – det gør jeg og vi aldrig, da det ikke er nødvendigt for at skifte bevidsthedstilstand på den måde, som behøves til dette magiske arbejde. Vi bruger ofte røgelse til at hjælpe med at åbne sindet og sanserne og ”komme hjem” til kontakten med vores åndefæller, men derudover er trommens kraft tilstrækkeligt. Trommen - eller sang. For i den nordiske tradition er det ikke trommen men Sejd, der har været brugt til magisk arbejde, og her synges den rejsende afsted af et kor af stemmer, som skaber den samme fortryllelse hos sejd-udøveren/vølven, som trommen kan gøre det i andre traditioner. Men det er en anden historie…

Enhver vandring starter med et skridt - dette var første skridt på min shamanistiske vej, og jeg er dybt taknemmelig for, hvor den foreløbig har ført mig hen, og for, hvad den indtil nu har lært mig!!! Jeg er nu et sted på min vej, hvor jeg også kan give andre muligheden for at få kontakt til shamanistisk magisk arbejde. Det tilbyder jeg gennem NaturSund i form af forskellige kurser, årsforløb, individuel trommerejse og shamanistisk healing. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du gerne vil vide mere. Al min træning og min måde at arbejde på har afsæt og forankring i undervisning fra mine lærere knyttet til Scandinavian Center for Shamanic Studies  samt mine egne erfaringer og indsigter fra åndeverdenen. Jeg arbejder altid meget jordforbundet og med helt tydelige rammer for arbejdet, så ingen ”farer vild i Elverhøj”, som Annette Høst siger. Derudover har jeg en lang erfaring som terapeut og behandler og dermed et godt ekstra grundlag for at arbejde med mennesker i en måske sårbar situation.

Du kan læse om de forskellige kurser HER og se priser for trommerejse og andet HER - du kan se mere om trommerejse og shamanistisk arbejde, hvor Annette Høst taler med Kristian Leth om det og bl.a. guider ham på en trommerejse HER