Blog, nyt og video

søndag 29. september 2024

Naturen, ånderne, animismen, shamanismen og mig

Animismen, oplevelsen af, at alt er besjælet af ånd, har fulgt mig fra barnsben. Min oldemor (som jeg har arvet navnet Lalla fra) var indianer fra Patagonien, og bevidstheden om hende og hendes folks naturlige forbundethed med naturen har altid været med mig… Jeg snakkede med træerne i skoven og med Måne, når jeg gik med min hund. Fordybede mig i nærstudiet af ørentvister, edderkopper og andre insekter, elskede dyr i alle afskygninger, læste ”Sølvpil”, råbte til vinden, sang til ilden på spejderlejre og udlevede i det hele taget en ubevidst nærhed med naturens og elementernes ånd og kraft på mange måder. Jeg havde en ”hjælper”, som jeg bad til hver dag og troede på ”Gud”, indtil konfirmationsalderen og analytisk tænkning tog al barnetro fra mig, og mange år med følelsesmæssig og åndelig rodløshed og mistillid blev konsekvensen…

Alvorlige udfordringer i ”voksenlivet” satte gang i min åndelige søgning og ledte mig til slut tilbage til naturens kraft, og som en klog og rummelig præst sagde til mig ”så har du jo fundet din kirke”! Og det er lige netop det – med det animistiske og shamanistiske ståsted behøver jeg ikke tro på noget eller tilhøre nogen kirke… jeg ved, at ånderne og kraften er der, for jeg oplever dem selv i naturens store åndelige rum og i det magiske arbejde!

I mange år stillede den analytiske hjerne sig i vejen; ”Nej Lalla, edderkopper kan ikke tale – det er bare en projektion”, ville den sige til mig. Og hold nu op, tvivlen er udfordrende at være i… du kender det måske? At sanse noget, føle noget, opleve at det er ”rigtigt” – og hele tiden tænke det ”forkert” alligevel, på grund af opdragelse, kultur eller hvad der nu stiller sig i vejen… Men jeg blev ved, gik dybere og dybere i den shamanistiske træning, for længslen var så dyb, savnet efter samhørighed så stort og behovet for at komme i kontakt så inderligt!
Nu er hjernen mere stille, og hjertet mere åbent. Nu føler jeg dem, ånderne, ”hører dem” og ser dem på en måde, som med tiden har udvisket analytisk og naturvidenskabelig skepsis og tvivl og genforbundet mig med min barndoms ”hjælper” og min samhørighed med Ånden i alt liv omkring mig. En samhørighed, som er helt personlig, helt fri for dogmer og meget kraftfuld og fredfyldt!

Men hvornår er det ”rigtig shamanistisk”? Shamanisme er blevet et både populært og omdiskuteret begreb, for hvad dækker det egentlig over, hvem har ”ret til” at benytte det, hvem er ”rigtig shaman”?

Jeg opfatter mig selv og de mange gode mennesker, jeg møder i arbejdet med shamanisme, som ”Shamanlærlinge” (udtryk lånt fra Anette, Zara og Jonathan fra shamanism.dk). Vi benytter forskellige kendte teknikker og redskaber som tromme, sang, rasle og røgelse til at opnå kontakt med ånder i stor respekt og ydmyghed for, hvordan dette arbejde i øvrigt udøves og er blevet udøvet i andre kulturer og i de nordiske rødder gennem tiden! Vi gør det, som virker for os og giver mening i den nutidige og nordiske sammenhæng, vi lever i!

For mig personligt giver det mening, at der findes en ikke-fysisk verden, som alle liv og eksistenser er forbundne med og gennem. En Ånd, en kraft eller energi af fred, accept af altings væren, universel kærlighed. Som også er selve essensen af Naturens og Moder Jords væsen, og som vi ikke kan se eller måle – men vi kan se og måle effekten på os mennesker, når vi formår at komme til stede og åbne os for forbindelsen til den. Det er for mig, hvad det shamanistiske arbejde går ud på; at hjælpe med at genetablere kontakten mellem Ånden/ånderne og det fysiske liv i alle dets afskygninger. For at hjælpe med at genskabe en bedre balance i måden, vi levet livet på, og en dybere forbundethed til Naturen, kredsløbene og livets vilkår. Jeg tror på – og oplever – at vi er nødt til at starte med os selv, og at forandringen så spreder sig som ringe i vandet til gavn for andre og i sidste ende også for Naturen og Moder Jord!

Jeg har i mange år fordybet mig i shamanisme hos Annette Høst, Jonathan Horwitz og Zara Waldebäck (www.shamanism.dk) og udvikler mig stadig på kurser og andre måder i de teknikker og indsigter, som de gennem mange år har tilegnet sig, udviklet og videregivet.

Derudover står jeg i lære hos mine egne åndelige vejledere og hjælpere. De har lært mig, at det vigtigste ikke er betegnelserne, vi bruger, men hvordan vi konkret arbejder og forbinder os med ånderne. Jeg har personligt en stærk naturspirituel forankring, og ligegyldigt hvad vi kalder det… forbindelsen er tilbage i mit liv; jeg berøres af og forbinder mig med energi, kraft og mening i naturens rum og oplever, at træer, sten, fugle, dyr osv. tilbyder mig indsigt, trøst og kraft, når jeg åbner mig for dem. ”Altings væren” taler til mig fra naturens væsener og som åndelige kræfter, og det er også den kraft, som også flyder gennem mig, når jeg arbejder med klienter gennem shamanistisk healing og vejledning.

Jeg oplever altså åndeverdenen som en kraft, der kan hjælpe os til dybere indre fred og dermed til igen at mærke og forstå vores forbundethed med Naturen og vores ansvar for at leve med den i respekt og med kærlighed. NaturSunds aktiviteter har oftest afsæt i Årshjulets 8 højtider, hvor vi følger naturens rytmer, skiftene i energien og den læring og kraft, som ligger til os, når vi åbner os for den. Ilden, Vandet, Jorden, Luften, Månen, Kredsens kraft og Kredsløbene er andre inspirerende emner at fordybe sig shamanistisk i… At mærke de store kræfter er både fascinerende og lærerigt, og så er det hjælpsomt til at få vores egne udfordringer sat i et andet perspektiv – og ofte også til at få trukket lidt af dramaet ud af dem, dét kan være hjælpsomt i sig selv 😉.

Blog, nyt og video

Naturen, ånderne, animismen, shamanismen og mig

Seneste blogindlæg og nyheder

Seneste videoer