Blog, nyt og video

søndag 9. oktober 2022

Lungerne – efterårets vigtige organ

Først den hurtige opsummering:

  • Lungerne og deres energikredsløb har ifølge TCM betydning for luftvejene men også for blandt andet hud og hudlidelser, kropsbevidsthed, kroppens energiflow, vores kropsbevidsthed, stemme og følelser.
  • Du kan styrke dine Lunger med mange forskellige former for fysisk aktivitet
  • Du kan også styrke dine Lunger gennem kost og urter
  • Lungerne er særligt forbundne til efteråret, og det er derfor en særligt god årstid til at arbejde med dem, også i forhold til forebyggelse af pollenallergi til foråret.

Det er nu for alvor efterår, hvor bladene skifter farve og slipper deres greb; en stille død, en nødvendig del af kredsløbet, og næste år nedbrydes de og giver næring til nyt liv. Gennem sommeren har træerne gennem bladene optaget CO2 og produceret ilt i en slags ”omvendt vejrtrækning”, og vi mennesker har haft gavn af ilten, indåndet den i dybe livgivende vejrtrækninger på løbeture, under sang og i latter – og i knap så frie indåndinger sammenbøjet ved skrivebordet, fra lænestolen og i de stunder, hvor følelser som angst, bekymring eller sorg måske har fyldt i tanken og knuget i kroppen.


Lungernes vigtige funktioner

Ifølge TCM (traditionel kinesisk medicin) er efteråret den årstid, hvor Lungerne, deres funktioner og deres energikredsløb er særlig vigtigt. Den energi/Qi, som vi modtager og optager gennem indåndingen (”Da Qi”), er sammen med madens nærings-Qi (”Gu Qi”) en af de vigtigste måder, hvorpå vi kan styrke og genopbygge vores kræfter. Dyb vejrtrækning giver basis for iltning af hver en celle i krop og hjerne, masserer de indre organer og skaber bedre flow i de store blodårer og nerveplekser, som passerer igennem mellemgulvsmuskelen midt i kroppen. ”Da Qi” forsyner hele energisystemet med Qi gennem den dybe indånding, og ved udånding udskiller vi affaldsstoffer gennem lungerne og kan samtidigt med bevidsthedens hjælp slippe spændinger og ”mentalt affald” i kroppen.

Gennem at understøtte kroppens ”Wei Qi” beskytter Lungerne os mod udefra kommende patogener som fx vira og bakterier, og de fungerer som en vigtig del af vores immunforsvar (fra naturvidenskaben er det veldokumenteret, at en meget stor del af vores immunforsvar findes i tarmsystemet, så både Lunge og tarmene er vigtige til at beskytte mod infektion o. lign.). Lungernes funktion er også overordnet at sikre flow af Qi kroppen, herunder at give hjertet Qi til at kunne pumpe blodet rundt, så en dyb og fri vejrtrækning er på mange måder meget vigtig for kroppens funktioner!

Lungerne ses i TCM også som ansvarlige for vores hud og afgrænsning til omverdenen, da de ”kontrollerer huden” (og derfor er vigtige ved bl.a. hudlidelser som fx eksem) og også via næse, svælg og lungevæv udgør en indre kontaktflade mellem verden og kroppens indre. Endelig er Lungerne i TCM parret med Tyktarmen, som jo også (som resten af tarmsystemet) udgør en indre barriere mellem omverden og kroppen. Lungerne kontrollerer altså vores fysiske grænse til omverdenen og har samtidigt forbindelse til vores evne til at afgrænse os selv følelsesmæssigt samt at sætte grænser i forskellige sammenhænge.

Til Lungerne hører også ”Po”, som står for vores ”fysiske sjæl”, dvs. for kropskontrol og vores evne til at føle med kroppen, både fysisk og følelsesmæssigt. Lungerne er forbundne med sorg og tristhed, og disse følelser kan i høj grad sætte sig fysisk i kroppen som trykken i brystet, sammensunket brystkasse og spændinger i skuldre og hals. På lang sigt kan uforløst psykisk smerte svække Lunge-Qi så meget, at det medfører lungelidelser.

”Po” har også betydning for vores lugtesans og stemmekraft og i det hele taget for fores fysiske fremtoning i verden, da en svækket Lunge-Qi og svækket ”Po” vil gøre det svært at tage og udfylde sin naturlige plads i livet uden særlige anstrengelser. Endelig har Lungerne og ”Po” betydning for vores evne til at regulere kropsvarmen ved at svede i passende mængde ved fysisk aktivitet.

Lungerne er altså vigtige i mange andre sammenhænge end dem, vi normalt tænker på: Forkølelse, influenza, hoste, pollenallergi, astma, luftvejslidelser som fx KOL, og naturligvis også Covid19 og senfølger derfra. Og da de via 5-fase-teorien er særligt forbundne til efteråret, er det godt at give dem særlig opmærksomhed lige nu.




Hvad kan du selv gøre for dine Lunger?
Bevæg dig – og lad dig bevæge: En rigtig god måde til at forbedre Lungernes funktion og energikredsløb er at lave Qi gong. Du kan finde en lettilgængelig introduktion til en god øvelse her: https://youtu.be/lQcYamKLdF8. Du kan også fx løbe, cykle, svømme, synge, lave yoga/strække ud eller lave vejrtrækningsøvelser for at styrke din lungefunktion og din evne til at bruge hele lungen (og ikke kun den øverste del) – ligesom du naturligvis vil have fordel af at indånde frisk luft, lufte hyppigt ud og undgå rygning og anden røg.

Desuden er det godt at give dig selv plads til at mærke din krop og dine følelser, forsøge at trække vejret ind i dem, igennem dem, uanset om det er fysisk eller psykisk smerte. Fordi bevægelse forebygger og løsner stagnation og derved både modvirker smerte og giver plads til at livet kan flyde og kroppens spændinger kan blive forløst.

Huden er som nævnt et meget vigtigt organ i Lunge-sammenhæng, og du kan nære den ved at skrubbe eller børste den, ved at gå i naturprodukter/åndbart tøj, ved moderat solbadning, gennem omsorgsfuld massage og ved at smøre med gode olier (fx økologisk kokosolie).


En anden måde at gavne Lungerne og luftvejssystemet på er gennem kost og urter. Lungerne er tæt forbundne til livet, så friske (og helst økologiske) fødevarer styrker dem. Mad tilberedt fra bunden, med nærvær og respekt, vil smitte af på madens værdi og på det liv, den tilfører din krop!

Hvide svampe, radiser, porrer, løg, pastinak og blomkål er ”lungevenlige” grøntsager (og i det hele taget hvide/lyse fødevarer og skarp/krydret smag som fx timian og ingefær). Friske spirer fra frø og korn anbefales til Lungerne, ligesom let protein fra fx tofu, bønner/bælgfrugter, hvidt kød (og mejeriprodukter, hvis du tåler dem – ellers undgå ko-produkter og vælg fx gedeost). Undgå til gengæld gerne mættet fedt og ”tungt” protein fra rødt kød, begge dele modvirker det frie flow i krop og fordøjelse og sætter Lungerne på overarbejde.

Immunforsvaret og luftvejene kan styrkes på mange måder, bl.a. med urter. Echinacea/ Purpur solhat er god både forebyggende og til at nedkæmpe forkølelse og influenza. Hvidløg indeholder over 200 aktive stoffer og kan med sin antibiotiske virkning bekæmpe vira og bakterier og modvirke luftvejsinfektioner (spises rå, eller før opvarmning pres/ hak det og lad det ligge 15 minutter for bedre virkning). Både hyben og hyldebær modvirker forkølelse og influenza, og ved inflammation i luftvejene kan både gyldenris, timian, lakridsrod og ingefær hjælpe (de tre sidstnævnte løsner slim og stilner hoste).


Endelig kan behandling være en mulighed for at hjælpe med udrensning af affaldsstoffer, skabe bedre flow af Qi, styrke Lungernes funktion og fx forebygge /reducere voldsomheden af forårets pollenallergi. Er du i tvivl så kontakt gerne NaturSund og få en uforpligtende snak om mulighederne på tlf: 20 98 64 97!